LANDEFAKTA

Politiske situation

Det internationale projektarbejde omkring civilsamfundsudviklingen i Afghanistan gik for alvor i gang få år efter at Taliban var slået tilbage af de amerikanske tropper for små 10 år siden. Det var herefter muligt at starte større udviklingsprojekter som ikke blot var nødhjælp. Det var muligt at bevæge sig rundt i Kabul uden sikkerhedsvagter og uden at være tildækket. Situationen ændrede sig dog gradvist over de næste 3 år. Og da vi forlod Kabul, måtte vi ikke færdes offentligt og kun med vagter. Ikke kun vi begræder den ændrede situation, det gør vor mange afghanske partnere og kollegaer også.     

CIVILSAMFUNDSUDVIKLING I AFGHANISTANS 32 PROVINSER

Officielle åbning af NSP af ministeren for Landdistriktsudvikling, Kabul  

Projektet 'The National Solidarity Program' (NSP) var første rigtige store flagskib i landet.

Landet består af mange tusinde små lokalsamfund, der kan være stryret af mere eller mindre lovformlige samlinger, som blev kontaktet af projektets 35 internationale og nationale NGOer, der fungerede som projektunderentreprenører. Målet var fleresidigt: 1) at etablere lokalråd byggende på demokratiske lokalvalg, 2) at involvere kvinderne i beslutningsprocesserne i lokalområdet, 3) at genoprette den smadrede infastruktur, det være sig veje, skoler, sundhedsklinikker og vandingsanlæg samt strøm, hvis muligt. 

Der var behov for så megen træning af de mange lokale repræsentanter og borgere, at et kaskadesystem af træning blev udviklet. Hundredevis af træningstimer blev leveret fra projektorganisationen i Kabul; ikke let at få logistikken på plads, da mange jo kun kunne komme frem med mulddyr og heste. Der blev undervist et hav af ingeniører, mange bogholdere til at styre projektpengene til infrastrukturprojekterne og mange lokale monitorerer blev uddannet for at kunne rapportere om lokaludviklingen. Banksystemet blev samtidigt opbygget fra bunden af andre internationale organisationer.

Den sværeste opgave var at få mændene til at acceptere kvindernes deltagelse. Vi måtte konstant finde alternative mødefaciliteter, et lagen mellem kønnene, to lokalråd, et for kvinderne og et for mændene, hvor den ældste og mest respektere kvinde fik lov at fremlægge kvindernes ønsker for lokaludvikling. 

Projektets fremgang blev promoveret via radioen som hørespil kaldet: 'Livet i en landsby'. Kommunikationsmulighederne ændrede sig med lynets hast; fra militær kommunikation til mobil og Internet på 3 år. Helt utroligt at stå i en landsby langt oppe i bjergene med PCer og mobil, her sprang man papir og blyant over i udviklingen.   

Projektet er i dag håndteret af Afghanerne selv under Ministeriet for Landdistriktudvikling og opnår støtte af en international fond, hvor også Danmark er bidragsyder. Mere end 10.000 lokalsumfund har været med til at genopbygge deres eget lokalområde og er påbegyndt samarbejder med andre nabolokalsamfund for at opnå større udnytte af deres projekter.

Projektet var støttet af the World Bank (Verdensbanken)

Projektet's lead applicant var GTZ (now GIZ Deutche Gesellshaft fûr Internationale Zusammenarbeit)

deh's danske projektleder for bl.a. Belarus var træningsekspert og evaluator for projektets medieafdeling.   

VOKSENUNDERVISNING AF AFGHANISTANS MANGE ANALFABETER

Projektet 'LCEP' (Learning for Community Empowerment Programme)

Piger med LCEP certifikat i Bragram provinsen

Under NSP programmet var jorden gøddet for mere undervisning. De mest fremsynede lokalsamfund blev inviteret til at deltage i voksenundervisning inden for lokaludvikling og forretningsudvikling. Det er meget flotte ord; men praktisk er det undervisning i at læse og skrive og regne; alt undervisning bygget op omkring det at tage del i sit lokalsamfund. 

Og ja, det er muligt på mindre end 7 mdr. med max. 2 timers undervisning per dag at kunne læse, skrive og regnefærdigheder til 3 klasses niveau. 

Mere end 10.000 kvinder og mænd, heraf flest kvinder, opnåede at modtage et certifikat på færdighederne udstedt af Undervisningsministeriet. 

Under denne proces måtte vi udvikle et personnummersystem a la det danske personnummersystem. I Afghanistan har kvinder ikke efternavn efter de bliver gift; de hedder et fornavn og så f.eks. 'Gina som bor ved brønden'. Men vi skulle jo være sikre på at den færdighedstest de gennemgik inden udstedelse af certifikatet var udført af den rigtige voksne elev fra den rigtige landsby i den rigtige region. Så det blev lange personnumre, og så på engelsk i et land som har andre bogstaver end os. 

Jeg spurgte efter en certifkatoverrækkelse hvad kvinderne så ville bruge det lærte til. Og svaret kom prompte: til at undervise 25 flere kvinder!

Undervisningsmaterialet kom i metalbokse og kunne derfor også graves ned i møddingen, i fald Taliban ønskede at lukke undervisningen; men man kan ikke tage færdigheder som at læse og skrive og regne fra mennesker, når det først er lært.

En af de mandlige lærere sagde: " Giv een mand lærdom og kun een mand har lært, giv een kvinde lærdom og 25 andre kvinder har lært"!  

Projektet videreføres i dag af Afghanerne og Det Afghanske Undervisningsministerum.

Projektet var støttet USAID (USA AID program)

Projektet's lead applicant var EDC (Education Development Center)

deh's danske projektleder for bl.a. Belarus var monitor og evalueringsekspert på projektet.